Menus in CSS3 Css3Menu.com

Menus in CSS3 Css3Menu.com

Forudseenhed, håndværk og slid bag
æresmedlemsskaber i Toreby Sejlklub

16. november
Bestyrelsen for Toreby Sejlklub udnævnte lørdag (16. november) to æresmedlemmer af sejlklubben, der ikke har benyttet denne æresbevisning den seneste halve snes år. Tage Mikkelsen og Arne Reitz-Hansen fik overrakt diplomer og nåle af klubbens formand, Jan Krastrup under den traditionelle afriggerfest, som afslutter hver sejlsæson.


Arne Reitz-Hansen, Jan Krastrup og Tage Mikkelsen.
BILLEDSIDE

Tage Mikkelsen var forud for sin tid, da han som formand siden 1996 i år 2000 lagde alle kræfter i, for at Toreby Sejlklub kunne opnå selvstændighed i forhold til den daværende Nykøbing F. Kommune, der var den egentlige ejer af Toreby Sejlklub og klubbens faciliteter. Næsten al medlemsbetaling blev afleveret til kommunen den gang.

- Tage Mikkelsen måtte deltage i et utal af møder med repræsentanter for kommunen. Bendt Brund var formand for Havneudvalget, og Viggo Staberg var netop tiltrådt som havnechef i Nykøbing F. Erhvervshavn, sagde Jan Krastrup under overrækkelsen. Efter meget arbejde og mange undersøgelser og juridisk bistand fra advokat Jeanette Bukhave bekræftede medlemmerne selvstændigheden på en ekstraordinær generalforsamling i maj 2001 og året efter - 6. april 2002 - kunne kontrakten med kommunen endelig underskrives. Det var en modig beslutning.

- Det er Tage Mikkelsen, der som formand og stor optimist med hensyn til projektet, vi i dag kan takke for, at Toreby Sejlklub har haft råd til de senere års store projekter, sagde Jan Krastrup. Blandt dem er udvidelse af klubhuset, asfaltering af dæmning og tilkørselsveje, ny bådeplads samt den igangværende fornyelse af klubbens bådebroer. I dag bestyrer Tage Mikkelsen "hjertebarnet", bommen ved slæbestedet, der tjente sig ind på fem år og er blevet en god indtægt for klubben.

- De to sidelanterner fra færgen "Dronning Margrethe II", som du forærede klubben, vil altid være et bevis på dine varme følelser for Toreby Sejlklub, sagde Jan Krastrup.

Arne Reitz-Hansen har såvel som bestyrelsesmedlem som medlem af Toreby Sejlklub udført et helt ekstraordinært stort arbejde ved stort set alle projekter i klubben, hvadenten det drejede sig om tømrerfaget, elektrikerfaget, smedefaget eller anden mekanisk bistand, sagde Jan Krastrup. Arne går ikke af vejen for at reparere ramslag, mastekran eller traktor, og han var kranfører i de mange år, klubben havde egen kran. Siden har Arne Reitz-Hansen med fast og kyndig hånd dirigeret søsætninger og bådoptagninger, således at alle både kom i vandet og på land uden uheld og i en hensigtsmæssig rækkefølge på kortest mulige tid - år ud og år ind.

- Mange medlemmer har igennem årene nydt godt af Arne Reitz-Hansens enestående hjælpsomhed, understregede Jan Krastrup. Man går aldrig forgæves til Arne, hvis man har brug for en hjælpende hånd eller et godt råd. Hvis vi ikke havde haft Arne Reitz-Hansen og andre af samme kaliber, der dag efter dag slider med projekterne ganske ulønnet, havde Toreby Sejlklubs økonomi set helt anderledes ud - også selv om vi er en selvstændig klub.

Arne Reitz-Hansen og Tage Mikkelsen er begge at finde næsten dagligt i Toreby Sejlklub. Med udnævnelsen til æresmedlemmer følger en livsvarig fritagelse for kontingent.

BILLEDSIDE


Giftigt havneslam i Nysted og Stubbekøbing

24. oktober

Mens Danmarks Naturfredningsforening har bedt Statsforvaltningen om at pålægge Guldborgsund Kommune at forebygge yderligere udledning af giftigt spildevand til Slotsbryggen, måtte Guldborgsund Kommunes udvalg for Teknik og Miljø på mødet 22. oktober se i øjnene, at havneslammet i Nysted og Stubbekøbing er for giftigt til at blive sejlet til havs og dumpet.

I stedet skulle Teknik og Miljøudvalget tage stilling til en udgift på godt tre millioner kroner til deponering af havneslammet under forsvarlige former på land, samt andre nødvendige reparationer. Uddybningen reduceres fra ca 15.000 kubikmeter til 3.500 som følge af afslaget på klapning. Pris: 0,9 mill. kr.

Naturstyrelsen har nemlig givet Guldborgsund Kommune afslag på klapning af havneslammet henholdsvis syd for Gedser og i Storstrømmen.

Af dagsordenen for udvalgsmødet 22. oktober fremgår det bl.a.: "Oprindeligt er der hos Naturstyrelsen ansøgt om oprensning i de to havne via klapning. Havneslammet er i begge havne stærkt forurenet med især TBT og en række tungmetaller, jf. notat fra Niras ”Sediments prøvetagning i Nysted og Stubbekøbing Havn”, hvilket har medført, at Naturstyrelsen efterfølgende har meddelt afslag på klapning".

Park og Vejs anbefaling

I stedet anbefaler Park og Vej "en kombination af direkte opgravning og direkte bortskaffelse til RGS 90 vedrørende slammet fra Nysted og oppumpning og afvanding på havnearealet i Stubbekøbing med senere bortskaffelse".

"Park og Vej vurderer, at det vil have store omkostninger for bymiljøet i Nysted, at en del af de grønne arealer på havnen inddrages til afvanding – omend det er for en relativ kort periode", fremgår det af dagsordenen.

"I Stubbekøbing kan afvandingen ske på et areal beliggende på erhvervshavnen, og derfor vil indvirkningerne på bymiljøet ikke være så voldsomme som i Nysted. Park og Vej anbefaler derfor kombinationsløsningen (alternativ 3), hvor slammet fra Nysted bortsejles direkte, mens slammet fra Stubbekøbing lægges til afvanding på erhvervshavnen før bortskaffelse.

Da opgaven skal udbydes, vil det først være muligt at igangsætte oprensning i det tidlige forår 2014. Den reducerede oprensning kan dog være afsluttet inden sejlersæsonen begynder. Men der vil om få år være behov for yderligere oprensning af havnene. Teknik og Miljøudvalget godkendte indstillingen fra Vej og Park. Lars Holse vil gerne afvente sagen om overtagelse af lystbådehavnene før stillingtagen til Stubekøbing Havn, mens Niels Henriksen ønskede slammet fra begge havne transporteret direkte til RGS 90 i Rødby.


Nysted, arkivbillede.

Uddrag af Naturstyrelsens afslag:

Nysted: Klappladsen syd for Gedser (K_052_01) ligger tæt på et stort råstofindvindingsområde. Desuden kan det ikke udelukkes, at det finkornede sediment vil kunne spredes ind til det nærliggende Natura 2000 område ved Rødsand. Derfor har Naturstyrelsen besluttet at give afslag på ansøgningen om tilladelse til klapning.

Stubbekøbing: Klappladsen sydøst for Farøbroen (K_045_02) ligger tæt på et stort havbrug, som har givet udtryk for deres bekymring for klapning af forurenet materiale på klappladsen. Desuden kan det ikke udelukkes, at det finkornede sediment vil kunne spredes ind til det nærliggende Natura 2000 områder 168 og 173. Derfor har Naturstyrelsen besluttet at give afslag på ansøgningen om tilladelse til klapning.

Sådan fordeles pengene i 2014 - pdf-notat.


Lav din egen havnelods

20. oktober

Geodatastyrelsen giver dig mulighed for at lave din egen havnelods til din computer og/eller til udprint.

Følg linket og læs hvordan.

Når du har valgt de havne eller broer, du regner med at besøge på din sejltur, kan du hente havnelodsen som pdf-dokument. Så har du en opdateret havnelods, uden at du behøvet at gå på Internettet for at være á jour.

Havnelods for udvalgte havne på Lolland-Falster mm. 13 MB. Åbner i nyt vindue.


"Slotsbryggen - en skidt historie"

16. september

Under denne overskrift skriver Danmarks Naturfredningsforening i sit nyhedsbrev:

"DN har rettet en henvendelse til Statsforvaltningen om Slotbryggen.

Baggrunden for denne henvendelse er, at Guldborgsund Kommune efter Danmarks Naturfredningsforenings opfattelse systematisk og mindst seks gange har tilsidesat de fleste af vilkårene i miljøtilladelsen til udjævning af slam, og at kommunen dermed bevidst har forurenet Guldborgsund med slam, der stammer fra kommunens rensningsanlæg".

Læs mere her" link til DN's hjemmeside

Hent henvendelsen til Statsforvaltningen - pdf


Udsnit af Danmarks Naturfredningsforenings billede fra Slotsbryggen.

Undren i Toreby Sejlklub
I Toreby Sejlklub har mange, herunder bestyrelsen, undret sig over Guldborgsund Kommunes opfattelse af "udjævning af havneaflejringer", som kommunen har formuleret udpumpningen i Guldborgsund.

Formanden, Jan Krastrup, har kontakt med biolog Jane Brøns-Hansen, Naturstyrelsen, for blandt andet at få opklaret, om Guldborsund Kommunes fremgangsmåde kan skabe præcedens:

"I Toreby Sejlklub har vi ingen ønsker om at omgå gældende regler, men som vi har talt om flere gange, så vil vi jo også gerne kunne uddybe vores havn på nemmeste og billigste måde, skriver Jan Krastrup i en henvendelse til Naturstyrelsen.

" Vi vil med medlemmers hjælp være i stand til at pumpe bundmaterialet væk fra vores havn i løbet af en weekend, hvilket vil være betydeligt billigere end den oprensning, som vi netop har fået foretaget med hensyntagen til betingelserne og de opstillede krav i den givne klaptilladelse.

Det glæder mig, at vi i Toreby Sejlklub efterhånden ikke står alene med vores undren over Guldborgsund kommunes håndtering af reglerne omkring oprensning af havnebassin", slutter Jan Krastrup.

Tidlig mistanke - krav om redegørelse
Niels-Erik Brage var blandt dem, som fattede tidlig mistanke til "urent trav" fra Guldborgsund Kommune. I en billedserie har han dokumenteret, at udjævningen" var en regulær udpumpning til sejlrenden. Niels-Erik Brage udtrykte den gang sit stille håb om, at strømmen i det mindste ikke gik syd på, så slammet blev ført ind i Toreby Sejlklubs nyligt uddybede bassiner.


Foto: Niels-Erik Brage.

Naturstyrelsen har bedt Guldborgsund Kommune om en redegørelse for "udjævningen" af havneslam. Af seneste meddelelse fra biolog Jane Brøns-Hansen, dateret 28. august, fremgår det, at Naturstyrelsen stadig venter på kommunens svar.


"Mågeforskrækkeren" er tændt igen

14. august
Henrik Lundvaldt meddeler:
Jeg har observeret at der er begyndt at være måger i området omkring sejlklubben igen. Derfor har jeg startet mågeskræmmeanlægget igen. Husk, at hvis man ønsker en periode med ro for skræmmeskrig, kan man trykke på pauseknappen på siden af anlægget.


"Grevinden" på messe i Slotsbryggen

23. juli
Hvis du har lyst til at kigge nærmere på "Grevinden" - og andre både til salg - skal du lægge vejen om ad Slotsbryggen i Nykøbing F. fra den 16. - 18. august 2013.


"Grevinden" med skipper Vagn Mortensen ligger i øjeblikket i Heiligenhafen, men vil nå frem til Wulff Boats flydende bådudstilling i Slotsbryggens inderste bassin i tide til at være med, oplyser skipper Vagn fra det tyske. Måske kommer den nye ejer ombord. Vagn Mortensen ønsker at sælge båden af helbredsmæssige årsager.

Læs mere om "Grevinden" >


"Grevinden" på sin faste plads i Toreby Sejlklub lige efter søsætningen.

Toreby Sejlklub var med på messen

Flere både fra Toreby Sejlklub var med på den flydende bådmesse i Slotsbryggens bassiner. Udover Vagn Mortensen med "Grevinden sås bl.a. Bent Bay med "Serfaq", Georg Jensen med "Line", Hans Lisberg med "Annabeth" og Ole Pyndt med "Ladyship" og som fik solgt sin båd og taget en anden i bytte, oplyser Hans Lund.


Hans Lund fotograferede "Grevinden" på bådmessen.


Vindebroen måtte op . . .


Slotsbryggen med "Grevinden" i midten. Foto: Hans Lund.


Her venter "Annabeth" på en eventuel køber.


"Ladyship".


Både lokkes ind i Slotsbryggen

Marinediesel og større vanddybde
skal øge trafikken i Slotsbryggens inderste bassin

Guldborgsund Kommunes orienteringsskrivelse:

Udjævning af aflejringerne i Slotsbryggens inderhavn.

Vi har nu afsluttet forsøget med udjævning af generende havneaflejringer i Slotsbryggens inderste bassin.

Forsøget er lykkedes og vi er glade for at bassinet nu har en vanddybde på gennemsnitlig 2 meter ved normal vandstand og kan besejles i fuldt omfang.

Pumpeudstyret vil forlade haven på mandag den 16. juli 2013, men bassinet kan besejles nu.

Vi håber at gæstesejlere, bådklubber og øvrige brugere af havnebassinet har lyst til at besøge og bruge havnen med dens faciliteter og at en forøget sejlads bidrager til færre havneaflejringer i bassinet.

Med venlig hilsen
Jørgen Hilleke
Driftsplanlægger.

Nykøbing F. Lystbådehavn orienterer:

Orientering vedr. OK’s nye tankanlæg i Nykøbing F. lystbådehavn.

OK’s tankanlæg for marinediesel og 95 blyfri benzin: Som det er mange bekendt etablerede OK sidste efterår et tankanlæg i Slotsbryggen med mulighed for tankning af marinediesel og 95 blyfri benzin. Tankanlæggets beliggenhed i inderbassinet var mulig, fordi man fra den ordinære OK station ved Slotsgade, kunne anvende jordtankene til marinediesel samt 95 blyfri benzin og dermed minimere de samlede udgifter.


Inderst i krogen kan du tanke marinediesel. Foto: Nykøbing F. Lystbådehavn.

Det skal nævnes, at det er meget tvivlsomt, hvorvidt OK’s marineanlæg kommer til at tjene sig ind, men det er en flot gestus for områdets sejlere og det maritime miljø i Slotsbryggen, hvor etablerede og nye forretningsdrivende, kommende og nuværende boligejere, vil opleve en trafik af både fra og til tankanlægget igennem Slotsbryggens bassiner.

Oprensning af Slotsbryggens inderbassin:

Inden tankanlægget blev etableret, var det klart, at en oprensning af slam fra inderbassinet var nødvendig, før bassinet i videst muligt omfang kunne besejles.

Der er siden etableringen af tankanlægget gjort flere forsøg på at fjerne eller flytte slammet uden nævneværdig effekt, inden det besluttes at entrere med firmaet Aarsleff, som de sidste 2 uger har pumpet slammet ud af bassinet, således at vanddybden nu er 2 meter ved normal vandstand.


Foto: Nykøbing F. Lystbådehavn.


Beskrivelsen "slammet ud af bassinet" dækker over en udpumpning til Guldborg Sund, viser Niels-Erik Brages foto.

Alle betænkeligheder vedrørende sejlads i Slotsbryggens bassiner bør nu være skrinlagt, men vær opmærksom på tidevand, når bassinerne besejles. I øvrigt vil der ved broen blive et opsat en vandstandsbræt/måler.

Vi håber, egne medlemmer, naboklubber samt gæstesejlere, hvis både har en dybdegang på under 2 meter, vil benytte tankanlægget. Ved indsejling til tankanlægget vil der samtidig være mulighed for at besøge de nye restauranter samt evt. se en film i Scala Bio.

På Amba’ et Nyk. F. lystbådehavns vegne.
Bent Larsen, formand.


Bådudstilling er på trapperne i Slotsbryggen:
Lolland-Falsters Folketidende, 19. Juli 2013, 17:03. Af Katja Drejer

Slotsbryggen i Nykøbing er endnu ikke blevet det aktiv for Nykøbing, som politikerne havde håbet på.

Også borgerne beklager, at det ikke for alvor summer af liv omkring kanalhavnen, der som oftest ligger øde hen.

Sådan har Rene Wulff - tidligere bilmand i byen - det også, og derfor har han taget initiativ til at arrangere en flydende bådudstilling med omkring 40 både i kanalhavnen til august.
- Jeg vil gerne være med til at skabe noget mere liv ved Slotsbryggen, siger han, der nu lever af at sælge både.

Den flydende bådudstilling ved Slotsbryggen foregår i weekenden fra 16.-18. august.
- Det er kun en måned siden, at jeg fik ideen til at lave udstillingen, fordi jeg synes, jeg havde så mange både til salg i området, og fordi jeg også gerne vil gøre mit firma mere kendt, siger han.H

Han forventer selv at have 20 brugte både - hovedsagligt motorbåde, men også motorsejlere og sejlbåde med og i prisklasser lige fra 20.000 til 2,4 millioner kroner.
- Men der er vel plads til dobbelt så mange både, så hvis der er private, som har deres båd til salg, så kan de også betale for at være med. De skal dog selv sørge for at fremvise deres båd, siger Rene Wulff.

Også de lokale bådklubber og sejlforeninger deltager på udstillingen, ligesom flere forskellige firmaer indenfor bådtilbehør og -udstyr, forsikring, kranfirma og andet med relation til sejlads er inviteret med. Desuden vil han lave aftaler med restauratørerne omkring Slotsbryggen, så de har åbent i den pågældende weekend.


Mågeforskrækkeren holder sommerpause

25. juni.
Mågeskrigene, som udsendes fra masten på B-broen, er sat på sommerpause, oplyser Henrik Lundvaldt.

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Redningsstigerne er på vej

13. juni
Den første redningsstige ved B-broen er sat op og efterfølges af flere inden sommerferien. Bestyrelsen besigtigede B-broen på mødet 11. juni og fik også lejlighed til at kigge på den nye miljøstation, der forsynes med instruktiv skiltning. Bestyrelsesreferat


Den første redningsstige ved B-broen.


Miljøstationen inspiceres.

Usædvanlige "souvenirs"
To originale sidelanterner fra Rødby-Puttgarden-færgen "Dronning Margrethe II" bliver stillet op i klubhuset, efter at Arne Reitz-Hansen og Torben Eilersen har shinet dem op. Lanternerne er en gave til Toreby Sejlklub fra Tage Mikkelsen, som var fastholdsfører på færgen, indtil han blev pensioneret i 1993.


Arne Reitz-Hansen med den først renoverede lanterne fra Tage Mikkelsen.


Øget beredskab mod drukneulykker

15. maj
Toreby Sejlklub vil hurtigst muligt anskaffe et antal redningsstiger, som skal monteres på broerne - fortrinsvis B-broen. Det besluttede bestyrelsen på mødet 13. maj.

Formanden, Jan Krastrup, henviste på mødet blandt andet til den seneste weekends tragiske drukneulykke i Nykøbing Lystbådehavn, hvor en 69-årig kvinde døde efter at være faldet i havnen under ukendte omstændigheder.


Der kan være langt op til B-broen. Arkivfoto, april 2013.

Redningsstigerne ventes hurtigt monteret, helst inden sommerferien.

Frivilligt beredskab på Falster-siden
Lolland-Falsters Folketidende oplyser i dag, at havnen i Nykøbing får et frivilligt havneberedskab af sejlere, paramedicinere og dykkere som følge af drukneulykken og den efterfølgende redningsindsats.

Tidligere Falck-redder, Flemming Olsen, der som privatperson selv var med til redningsaktionen i weekenden, har taget initiativ til beredskabet, og han har allerede samlet de første 20 mand og fået doneret en gummibåd, der skal ligge i havnen, oplyser bladets net-avis.

- Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der skal spares så meget, at vi ikke har råd til at have et beredskab til det her område, siger Flemming Olsen, der allerede har fået så meget opbakning til initiativet, at beredskabet er klart inden for 14 dage.

- Alle sejlere i havnen er gået sammen og fundet nogle ekstra redningsveste og dragter, og nu er båden også kommet, og den skal jo lige sættes i stand og gøres klar, og så er vi faktisk ved at være klar. Vi laver en telefonkæde, og så må vi se, hvad der sker, siger Flemming Olsen.

Ifølge Flemming Olsen vil der mere eller mindre være et døgnberedskab i Nykøbing Havn hele sommeren.


Kontaktliste 2013

EKSTRA:
Havnefestival i Sakskøbing 1. og 2. juni.
Se mere på SMSK's hjemmeside.


Nu kan du slukke for mågeskrigene

Henrik Lundvaldt oplyser:

Træt af skrig fra mågeskræmmeanlægget til eftermiddagskaffen?

Efter at have hørt fra flere, som synes, at det er irriterende at høre på mågeskræmmeanlæggets skrig, mens man hygger sig med frokosten eller kaffen en eftermiddag i båden, er der nu blevet indbygget en pauseknap på skabet ved mågeskræmmeanlægget.

Det betyder, at man nu har mulighed for at få ro for de næste tre timer efter at have trykket på knappen.

Knappen sidder helt præcis på sydsiden af styreskabet til mågeskræmmeanlægget, og pausen aktiveres med et enkelt tryk. Man skal ikke gøre yderligere, og anlægget kobles automatisk til igen, når tiden er gået.

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player


Søsætningerne er udsat til 19. og 20. april

Hej alle

P.g.a. af det kolde vejr, hvor der fortsat ligger sne rundt om bådene på vinterpladsen, og hvor mange endnu ikke har pakket båden ud, så har Arne og jeg i dag taget en hurtig beslutning – efter at vi havde sikret os, at kranføreren kunne.

Søsætningen i år bliver udsat en uge, således at vi starter fredag den 19. april og fortsætter lørdag den 20. april, indtil sidste båd er kommet i vandet.

Stubbekøbing Motor og Maskinværksted, som kommer med kran har meddelt, at de er med på dette, og Arne vil ringe rundt til alle og give besked.

Husk, at man stadigvæk skal skrive sig på listerne i klubhuset, hvis man vil gøre brug af den fælles søsætning.

For nogle vil udsættelsen være en stor lettelse, og for andre vil det være irriterende, men beslutningen har vi taget, og vi håber, at den er til gavn for de fleste af vores medlemmer.

Tidspunktet for standerhejsningen er uændret.

Med venlig hilsen

Jan Krastrup


"Dæmningen" skifter redaktør

Hans Lund, som har redigeret og tilrettelagt klubbladet "Dæmningen" siden 2005, har ønsket at koncentere sig om de øvrige opgaver i Toreby Sejlklub, bestyrelsesarbejdet, søsætninger og optagninger samt andre trykopgaver med mere. I stedet vil bladet blive redigeret og lagt tilrette, til print hos Grafikom, af Palle Tørnqvist, som også har prøvet den slags tidligere på arbejdsmarkedet.


Oprensning af havnen

Mandag, 4. februar

Oprensningen er vel overstået, oplyser Toreby Sejlklubs formand, Jan Krastrup:

"Iflg. logbogen/dagsrapporten fra Avance, som vi nu har modtaget sammen med regningen for arbejdet, så sluttede Avance sit arbejde i TS den 28. januar 2013.
Der er ialt i denne omgang fjernet 2610 kbm. bundmateriale.

Vi er herefter meget tæt på at have opbrugt den kvote på ialt 5000 kbm. som vi havde tilladelse til".

Der er nu en dybde på mindst 2,10 m i det meste af havnen. I alt er der blevet dumpet 4690 kbm på Kogrunden.

Tirsdag, 29. januar

"Marine Traffic" viser, at "Kronos" og "Avance" tirsdag formiddag er sejlet fra Nykøbing. Skibene følges mod Storstrømmen og befinder sig nordøst for Femø.


Skærmbilledet klokken 11,27 viser kun "Kronos", idet "Avance" forsvandt fra kortet omkring klokken 11.

Mandag, 28. januar

Bestyrelsesmedlem Tonny Cranø oplyser, at han har besøgt "Avance", og at "Kronos" atter er på vej til Nykøbing, assisteret af en slæbebåd. "Avance"s skipper satser på at læsse "Kronos" mandag aften.

Klokken 16,45 mandag viser "Marine Traffic" "Kronos" og "Avance" ved Erhvervskajen i Nykøbing, mens "Sontinja" fra Vordingborg har kurs nordøstover mod Storstrømmen efter at have været et smut nede i Guldborg Sund tli en vending i Lindstål Rende i eftermiddag.


"Kronos" passerer Guldborgbroen med havneslam, 21. januar.

Foto: Birte Tørnqvist
"Avance i aktion 19. januar - Foto Birte Tørnqvist.

BILLEDSIDE - Foto: Palle Tørnqvist.

Fredag, 25. januar

Toreby Sejlklubs formand, Jan Krastrup, oplyser, at isen i Guldborg Sund nu er et problem.

"Ikke i Toreby Sejlklub", meddeler Jan Krastrup - "hvor "Avance" faktisk stadig kan arbejde. Men isen i Guldborgsund er p.t. nogle steder 15 cm. tyk, hvorfor "Kronos" ikke kan sejle gennem sundet.
Kronos ligger i Orehoved og venter på, at Guldborgsund igen bliver sejlbar, hvorefter arbejdet fortsætter.
Der mangler ca. to læs med "Kronos", hvilket er ca. 700 kubikmeter", oplyser Jan Krastrup efter en telefonisk kontakt med "Kronos".

Af "Marine Traffic" fremgår det, at "Kronos" ved ni-tiden fredag morgen har været inde at vende syd for Guldborg-broen, hvorefter skibet er sejlet nord på igen mod Orehoved.

Lørdag, 19. januar

Oprensningen fortsætter. Isen er - som ventet - ingen hindring.

Fredag, 18. januar

Formand, Jan Krastrup, meddeler, at oprensningsarbejdet atter er i gang.

Torsdag, 17. januar

"Avance" er til søs igen efter motorreparationen, og oprensningen af Toreby Sejlklubs resterende havne-bund ventes genoptaget i løbet af januar.

Mandag, 17. december

Rederiet oplyser, at oprensningen i Toreby Sejlklub genoptages omkring 4. januar 2013.

Onsdag, 5. december

Situationsmelding fra formanden, Jan Krastrup, som besøgte "Avance" i dag:

"Avance" ligger p.t. i Nyk. F. nordhavn og vil en af de nærmeste dage med slæbebåd blive trukket til København, hvor motoren skal afmonteres og adskilles totalt p.g.a. det vand, som er kommet ind i selve motoren.

Man forventer, at motoren kan være repareret og installeret igen lige efter nytår.

Arbejdet hos os i TS og i Nykøbing F. erhvervshavn har 1. prioritet, og skipper forventer, at de vil kunne fortsætte oprensningen hos os lige efter nytår.

Der skal megen frost og nogen tykkelse is til, før de ikke kan arbejde på grund af isen sagde han.

Som sagt, så fornemmer jeg, at firmaet er yderst seriøst, og at de vil gøre alt for at få udført det arbejde, som de har påtaget sig, oplyser Jan Krastrup.

Tirsdag, 4. december.

Det lykedes at få formaliteterne i orden, således at "Storebælt Sten & Grus A/S" kunne indlede den resterende oprensning og uddybning af Toreby Sejlklubs havn og indsejling i dag.

"Avance" af Lemvig sejlede ved 10-tiden mod vores havn, og "Åkerman-gravkoen" gik straks i gang med at grave slam og mudder op fra indsejlingen.

Formand Jan Krastrup var på plads ved udrustningskajen, da operationen begyndte: "Vi mangler at få oprenset knapt 3000 kubikmeter, og efter hvad jeg har fået at vide, kan det måske klares i løbet af fem dage", oplyste han.

Senere tirsdag meddelte havnechef Viggo Staberg til Jan Krastrup, at "Avance" havde fået vand i motorolien - og skulle slæbes til Nordhavnen, idet hele motoren skulle afmonteres og køres til reparation.

Oprensningsarbejdet er herefter midlertidigt stoppet, indtil motoren er repareret og installeret igen. Ifølge Jan Krastrup er det uvist, hvornår oprensningen genoptages. 90 kubikmeter blev fjernet fra indsejlingen, før maskineriet hos "Storebælt Sten & Grus A/S" ikke kunne stå distancen.

Foruden "Avance" deltager "Kronos" i den samlede oprensningsopgave for Nykøbing F. Havn og Toreby Sejlklub, og det vil være "Kronos", som sejler det oprensede materiale ud til klappladsen ved Kogrund i Smålandsfarvandet.

Til sidens top


Dyrere kaskoforsikringer

10. januar 2013

"SKAT" oplyser: Folketinget har den 19. december 2012 vedtaget lovforslag L81, som omfatter en forhøjelse af afgiften på kaskoforsikringer for lystfartøjer, der træder i kraft den 1. januar 2013.

Afgiften som årligt udgør 1 pct. af forsikringssummen for lystfartøjer, forhøjes til 1,34 pct. Forhøjelsen har virkning for forsikringer, hvor præmien forfalder til betaling fra og med 1. januar 2013.

I visse tilfælde kan forsikringsselskaber allerede have udsendt opkrævninger, som ikke tager højde for afgiftsstigningen fra 1. januar 2012. Forsikringskunder kan derfor opleve, at de modtager efteropkrævning vedrørende deres kaskoforsikring, som følge af afgiftsforhøjelsen.

Til sidens top