Vand påfyldt, diesel påfyldt, ny gasflaske monteret, provianten lagt rundt i skibet i deres gemmer - kort sagt, vi er parate til at sejle på sommerferie i Anmodoka.
Tekst og foto: Dorte og Karsten Pagh.
Det er den 3. juli, klokken er 13.30, skyet 12-18 grader og vinden var 7-12 m/sek. fra vest/nordvestlig retning. Ikke det bedste sejlvejr når vi skal igennem Guldborgsund, så det bliver motor. Vi har rebet storsejlet, og det bliver sat, efter vi har vinket på gensyn til brovagten på Guldborgbroen. Sammen med motoren går det fint, og da vi når Ledas grund kommer fokken også ud, og vi stopper motoren. Det er en fin sejllads, men vinden tager til, vi har den foran for tværs, så da lokken når de 8,5 knob, hiver vi fokken ind, og klarer os flot med et rebet storsejl. Omkring Farøbroen ændrer vi kursen ned mod Stubbekøbing, og selv om sejlet er halet godt hjem, kommer det alligevel over i bagbord side, med en stor kraft.
Vi ser op, og kan se at sejlet hænger uden
for masten. Samtlige slæder der holder
sejlet i masten, er knækkede. Vi får efter
nogen kamp sejlet lagt på bommen, og
så er det bare motor det sidste stykke til
Stubbekøbing. Ovenpå sådan en oplevelse
er det godt med noget mad og et glas vin.
Næste dag får vi en arbejdskollega til at
komme og hente os i Stubbekøbing og
køre os til sejlmageren i Vordingborg.
Dorte og jeg leger turister i Vordingborg,
selv om det både regner og blæser. Efter
tre timer er sejlet igen brugbart, og vi bliver
kørt til båden igen. Dejligt med den slags
kollegaer.
Juli. 15 grader, regn og blæst = gang i
oliefyret. Her hygger vi så resten af dagen
og får sjælen med os.
Vi har endnu ikke besluttet os for, hvor vi
ville hen, men med nordvestenvind og op
til 10 m/sek, og regn og blæst de næste
dage, peger pilen igen mod Rügen.
Næste morgen kl. 05 rejser vi os, og kl. 06
er vi let fra havnen. Det er jo det sjove
ved at være sejler, vi er ikke den eneste
båd, der har været blæst inde i havnen, så
der bliver gang i det hele meget tidligt om
morgenen. Sejlene sættes, og vi prøver at
fange lidt mere vind ude i Grønsund.
Men
lige meget hvor meget vi trimmede sejl, så
kommer vi ikke over 3-4 knob. Når der
samtidig bliver lovet 10-12 m/sek senere,
så må motoren hjælpe til, for det er med at
komme i læ ved Rügen. Gråvejr, småregn
- jo det er, som det plejer at være. Vi kan
ikke huske, hvornår vi har kunnet sejle på
sommerferie i shorts, solskin og god vind,
og ikke være blæst inde de første par dage.
Vi kunne med motor logge 6-7 knob, og
senere sætter vi igen fokken og slukker
motoren, vi kan holde 7 knob. Vinden
frisker dog endnu mere ude på Østersøen,
så vi bjerger igen fokken, og drøner videre
bare på storsejlet. Kl. 12.30 ankommer vi
til sejlløbet der leder ind til Rügen.
Hård
sidevind og store bølger på tværs, så der
kommer nogle store brådsøer ind over. Sejlet bliver pillet ned, og
motoren bringer os det sidste stykke ind til
den hyggelige havn Barhöft, som vi når kl.
14. De 48,5 sm blev klaret på otte timer,
og vores max. fart kom op på 9,2 knob. Vi
finder en god plads med stævnen op mod
vinden, småregn, 18. grader, cockpitteltet
kom op, og så var der dømt frokost.
Efter en lang tur fra Stubbekøbing er det godt at komme ud og opleve fast grund under fødderne i Barhöft.
Næste dag hygger vi os, det hastede ikke
med at komme videre, men da vi har
været i Barhöft tidligere, beslutter vi os til
at sejle til Wiek, en lille by inde på Rügen.
Klokken 14 er vi ude af havnen. Vinden
er stadig godt i gang fra vestlig retning, så
vi sætter kun fokken. Når man sejler op
langs Hiddensee, er man i læ for bølgerne.
Flere gange må vi lige slå et slag, men
Anmodoka kan godt krydse for fokken
alene.
Der er megen trafik af lystsejlere,
toldbåde, vandtaxier, rutebåde, og renden
er forholdsvis smal, så nogle gange skal man
holde tungen lige i munden. Her på Rügen
er der mange levn fra især den kolde krig,
og inden vi når Wiek, sejler vi forbi en
gammel yachthafen, som er forladt, og
der er selvfølgelig adgang forbudt. Havnen
ligger på en ø, der er naturområde, så
der kan vi desværre ikke komme ind og
gå på opdagelse. Det sidste stykke mod
Wiek er en større bredning, hvor man kan
sejle mod vest til en lille ferieby med - på
afstand - grimme boligblokke.
Motoren gik på ferie
Vi styrer mod styrbord og øst. Gang i
motoren, men den var lige pludselig gået
på ferie - uden at meddele det til os, så
enten skal vi sejle til havnen mod vest,
droppe ankeret eller komme ind til Wiek
bare på fokken. Vi vælger det sidste. Det
er lidt af en udfordring, hård vind, rebet fok
og ukendt havn. Vi kommer ind i forhavnen
og på bagbord side råber hafenmeister
at vi kan ligge hos ham, fremfor at gå
ind til den anden havn til styrbord. Vi
har hevet fokken næsten helt ind, for vi
vil godt ligge i den anden havn, men nu
var der jo en der kan hjælpe os med at
bremse båden, så vi svinger båden rundt,
krydser på to kvadratmeter fok, og så
kommer vi igen på ret kurs, kommer forbi
betonmolen, og sejler langs kajen, og et tov
ud til havnemesteren. Anmodoka lander
blødt uden en skramme.
Vi bliver budt
velkommen, efter at hele havnekontoret
var kommet ud for at bistå os. Der bliver
straks tilbudt mekanikerhjælp fra byen, men
vi siger til dem, at vi bare skal have strøm
i fem minutter, så kan vi sejle igen. Det er
ikke rart, at ligge op af en betonkaj hvor
vinden presser båden ind, og bølgerne
skvulper, så vi ligger uroligt. Vi kan øjne
en ledig plads på den yderste bro, med
udsigt over bugten, så vi starter motoren
igen efter ti min, og sejler på plads. Utrolig
hjælpsomhed. Vi sejlede de 21,7 sm på
knap fire timer, hvilket ikke er så ringe kun
på fok.
En køn lille by på Rügen.
Sangere trodser regnen
Wiek er en flot turistby, små kønne huse,
hyggelige gader, fine restauranter og en
rigtig flot kirke.
Om aftenen er der udendørskoncert -
et ungdomskor med alt hvad der findes
af harmonikaer, violiner og nogle gode
sangere, trodsede regnbygerne og spiller
for byens befolkning, mens pølser og fadøl
bliver langet over disken.
Så er der inspiration til de dygtige medlemmer af Toreby Sejlklb, som går og vedligeholder vores klub så flot. Var det ikke på tide, at vi fik nogle maritime bænke? Motiv fra Wiek.
Næste dag er vinden stadig i det blæsende
hjørne. Ude på bugten muntrede vindsurfere,
kitesurfere, dragesejlere og små
sejlbåde sig. Det er magsvejr for dem.
Solen skinner, så vi beslutter os at gå op til den lille havn/by i toppen af bugten. Det
er en dejlig travetur langs campingpladser
og små områder hvor autocampere med
vindsurfergrej har slået lejr, marker, eng,
småskov.
Flere steder må vi lige stoppe op, for
ingredienserne til årets sommerbjesk
er jo på vores vej. Den skønne duft
af hyldeblomst, hybenrosen, Maries
sengehalm, brombær, fyrretræ, kilder i
næseboerne og laver det hele om til en
god sommerdag. Prøver fra dem alle
ender i bjesken. Hvor solen skinnede, er
der lunt, så der kunne vi gå i T-shirt. Vi når
endestationen, og som så mange steder på
Rügen, ender vejen ved en bod der både
sælger friskrøgede fisk og kolde fadøl.
Der
er nu dømt dobbelt sommer. Højt over os
ser vi de store rovfugle i deres spejden efter
de småfulge, som synger sommersange for
os, mens vi nyder fisk, sol og øl. Det er
svært at bryde op, men der ventede 5
km. gåtur foran os, så vi bliver enige om
at komme til Wiek for at få desserten.
Det bliver en fantastisk isanretning som vi
indtager med udsigt over havnen i læ bag
en glasafskærmning.
Bøjerne på Rügen er godt markerede, så man ved hele tiden, hvor man er.
Desværre kunne vi ikke blive ved med at have ham bagerst. Han havde mere sejl end os.
Den 10. juli klokken 10 sejler vi fra Wiek.
Vi ville videre ind på Rügen. Her er en del
småfjorde og småhavne, så der er nok at
se på. Vi har udset os Ralswiek som næste
overnatningssted. Vinden er stadig i gang
fra vest, så vi nyder turen igen med en fok.
Her sejler man ofte tæt på andre både,
for her er smalt. Flere steder er man tæt
på land, og flere steder er der små færger
der sejler.
Vi sejler om kap med en 36 fods
båd, med en stor genua sat. Her må vi lade
den komme forbi, men det tager nogen tid
før vi overgiver os. Klokken 14 har vi sejlet
de 18,7 sm, og vi finder en dejlig plads i den
lille hyggelige havn.
Vi går en tur i byen, og forbi pladsen hvor
der opføres festspil. Vi kunne se kulisserne
ude fra vandet. Her er der siddepladser til
7.500 tilskuere, som stort set er på plads
hver aften fra 27. juni til 2. september. Byen
- dvs. 22 huse eller noget i den retning -
ånder og lever for deres festspil.
Her er
der mange boder med alle mulige slags mad og drikkevarer, som åbner nogle
timer inden forestillingen går i gang. Der
er oprettet autocamperlejr, der kommer
vandtaxier, større både med rigtig mange
gæster, busser, privat biler. Der er virkelig
gang i den.
Festspils-teatret i Ralswiek, som vi sejlede tæt forbi.
Da vi sidder og hygger os om eftermiddagen, kommer der en mast med Toreby stander
på, det er Jørgen og Birthe Arleth, der også
vil opleve Ralswiek. Vi inviterer på noget til halsen og maven, og snakken går lystigt
et par timer i Anmodoka. Herligt at møde
nogle hjemmefra.
Om aftenen efter spisetid hører vi
pludselig nogle store brag - vi farer op, og
kan se at nu er festspillet i gang. Gamle
middelalderkogger sejler rundt lige uden
for havnen, og der bliver skudt med
kanoner etc. Et fantastisk flot syn, på en
spejlblank fjord. Festspillet varer nok to-tre
timer, og hele forestillingen afsluttes med
kanonild og et helt fantastisk fyrværkeri. Vi
sidder og nyder solnedgangen på ruffet, og
kan fra 1. parket se fyrværkeriet.
Næste morgen får vi at vide, at Karstens far
er kommet på sygehuset, så vi må afbryde
vores planlagte tre ugers ferie efter otte
dage. Vi skal dog først lige til Bergen - den
største by i området, hvor vi kan få fat i
kontanter. Vi kan ikke sejle hjem uden en
overnatning mere i Tyskland. Her i disse
småhavne og småbyer, er der ikke noget
der kan anvendes som betalingsmiddel
undtagen kolde kontanter.
Vi tager bussen til Bergen for vores sidste
penge. En meget hyggelig by, som absolut
er et besøg værd. Gamle huse, det ældste
var svensk. Her er der mange levn fra
dengang, Rügen var svensk. Vi finder en
bank, og senere et godt sted at spise. Det
er meget billigt her. Der er ikke mange
steder, hvor det dyreste mad koster 20 €.
Den 12. juli er vinden væk. Morgenmaden
bliver indtaget i sol i cockpittet. Kl 09
sejler vi for motor tilbage mod Barhöft.
Vandet er spejlblankt, men der er store
plamager af grønalger. Vi passerer et stort
fladbundet krydstogtskib fra Basel - på vej
mod Ralswiek.
Ved middagstid sejler vi i sydlig retning, og
nu kan vi bære fokken. Det er behageligt,
vi ligger og sejler 3,5-4,5 knob. Solen
kommer igen frem efter den var gået i skjul
bag slørskyer de sidste par timer. Dorte serverer frokost i cockpittet.
Da vi skal sejle
op mod Barhöft, dør vinden, og den smule, der er, står lige imod, så vi tager motoren
til hjælp de sidste 45 min. Kl. 15.30 er vi i
Barhöft efter 30 sømils sejllads. Vi finder
en plads, hvor dagens sidste solstråler kan
ramme ned i cockpittet. Det bliver dog
så varmt, at cockpitteltet må op. Her den
sidste ferieaften beslutter vi os til at spise
aftensmad på hotellets restaurant - en stor
argentinsk bøf og en god flaske rødvin.
Her har Dorte og Karsten Pagh indfanget to ægte middelalder-kogger i stil med Guldborgsund Kommunes våben. Festspil i Ralswiek.
Næste morgen er vi let fra Barhöft kl. 05.25.
Motoren må atter i gang, der er ingen vind.
Der er spejlblankt vand, i bagbords side af
sejlrenden er der en lille bugt, her ligger der
10 både for svaj. Skarverne står med deres
spredte vinger efter deres morgendukkert,
og mågerne hilser os godmorgen og god
tur hjem. Vi forsøger os flere gang med sejl,
men der er 37 mil igen til Gedser, så med
2,7-3,2 knob, går det ikke. Motoren kører
med 1700 omdrejninger og med storsejlet
sat, kan vi nu logge 5,5 knob. Der er ikke
mange både på Østersøen denne morgen.
Blæst, lyn og torden
Ved 7 tiden kan vi stoppe motoren og
sætte fokken. Ved 9.30 tiden lægger der
sig en stor fed tåge omkring båden, så
tågehornet findes frem, og et ekstara øje
bliver sat på AIS’en. Vi finder vores gamle
selvstyrer frem, og så tager den slæbet hele
vejen til Gedser, som vi når kl. 15.30. Vi ser
et utroligt uvejr oppe over Stubbekøbing,
med mange lyn. Vi beslutter os til at bjerge
sejlene i en fart, og få minutter efter er
hele Østersøen ud for Gedser et oprørt
hav med kraftig vind, lyn, tordenskyl.
Godt vi er nået helt ind i retningen mod
Guldborgsund. Vi sejler roligt mod Toreby
Sejlklub, og er gennem broen kl. 16.10.
Kl. 16.20 ligger vi på vores plads, efter
56,9 sm. Det var en kort sommerferie.
Forhåbentlig bliver det til en længere tur
næste år – gerne til Anholt, Bornholm eller
den svenske skærgård.
Dorte og Karsten Pagh